Klinik sparer tusindvis af ampulknækkere efter udskiftning til flergangs
I Kikkertundersøgelser på Regionshospitalet Randers har man udfaset engangsampulknækkere og skiftet til flergangs. Skiftet reducerer plastforbruget.
Når sygeplejerskerne i Kikkertundersøgelser på Regionshospitalet Randers knækker ampuller i dag, sker det fortrinsvis med en flergangsampulknækker i stedet for engangsvarianten.
Det betyder bl.a. mindre affald og nedsat indkøb og forbrug af plastik, fortæller oversygeplejerske Hanne Lindberg Hvam:
- Vi ønskede at reducere vores plastikforbrug og samtidig fastholde sikkerheden for personalet. Med flergangsvarianten kan vi stadig forebygge arbejdsskader, samtidig med at vi sparer plastik, siger hun.
6.000 engangsampulknækkere sparet
Processen med at udskifte engangsampulknækkere med flergangs startede i hospitalets bæredygtighedsnetværk, hvor muligheden blev drøftet.
Afsnittes bæredygtighedsambassadør, specialeansvarlig sygeplejerske Kamilla Ahrenkiel Kristensen, blev hurtigt overbevist om fordelene og forlagde det for ledelsen. Hun lånte en flergangsampulknækker fra en anden afdeling, så medarbejderne i Kikkertundersøgelser kunne se og afprøve den.
Efter en kort testperiode blev de sidste engangsampulknækkere brugt op, og skiftet var en realitet.
- Vi brugte tidligere 6.000 engangsampulknækkere om året. Nu er vi helt overgået til flergangsmodellen, hvilket sparer store mængder plastik, siger Kamilla Ahrenkiel Kristensen.
I Kikkertundersøgelser har afsnittes bæredygtighedsambassadør og specialeansvarlig sygeplejerske Kamilla Ahrenkiel Kristensen (tv.) og oversygeplejerske Hanne Lindberg Hvam stået bag implementeringen af flergangsampulknækkeren i samarbejde med bæredygtighedskonsulent Tine Rolapp (th.). Foto: Helle Brandstrup Larsen.
900.000 engangsampulknækkere kan undgås
På bl.a. Aarhus Universitetshospital indgår udskiftning af engangs- til flergangsampulknækkere i hospitalets bæredygtighedsaftale.
I hele Region Midtjylland bruges der nemlig årligt 190.000 engangsampulknækkere.
Hvis alle regionens hospitaler skifter til flergangsmodellen, kan regionen potentielt reducere forbruget med over 900.000 engangsampulknækkere på fem år.
- Det handler om at turde gøre noget på en ny måde. Vores erfaring viser, at små ændringer kan have stor effekt. Medarbejderinddragelse er nøglen – jo bedre vi informerer og tester løsningerne sammen, desto nemmere er det at skabe forandringer, understreger Kamilla Ahrenkiel Kristensen.
Randers ser allerede frem mod flere prøvehandlinger, som kan skubbe den grønne omstilling videre.
- Vi kan sagtens forestille os at afprøve flere bæredygtige initiativer – fx flergangsklude eller andre genanvendelige løsninger. Det vigtigste er en god strategi og forberedelse, så alle er med på rejsen, siger Hanne Lindberg Hvam.