Flergangsvarmejakke er blevet testet på hospitalerne: ”Klart bedre end engangsvarmejakkerne”
I tre uger i april har en brugergruppe bestående af bl.a. sygeplejersker testet en ny flergangsvarmejakke - og den får pæne ord med på vejen.
En ny, bedre og mere bæredygtig varmejakke skal sørge for, at det ikke længere er koldt at sidde i udkanten af operationsstuerne eller at bevæge sig rundt på hospitalsgangene i vintermånederne i hygiejniske korte ærmer.
I ugerne 15, 16 og 17 var flergangsvarmejakken til afprøvning på samtlige hospitaler
i regionen, hvor udvalgte operationsafdelinger testede både dén og den eksisterede engangsvarmejakke.
En af deltagerne i brugergruppen er Helle Svennum, der er sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital:
- Jeg synes, at de nye jakker er klart bedre end vores nuværende engangsvarmejakker. For eksempel er det dejligt, at de går godt ned bagpå, så man kan holde varme på operationsstuerne. Alle, jeg har snakket med, synes, at den nye jakke er varmere end engangsjakkerne, og jeg har ikke hørt om nogen, der har registreret støj fra den, siger hun.
Kirsten Skov Lauridsen Andersen, der er sygeplejerske på Regionshospitalet Silkeborg, var også med i brugergruppen og har testet den nye varmejakke sammen med kollegaerne.
- Det overordnede indtryk er, at varmejakken på mange områder designmæssigt lever op til de forventninger, der er. Jakken er behagelig at have på, og der er ikke oplevet støj fra jakken i forbindelse med arbejde, siger hun.
Den 30. maj havde brugergruppen en samlet evaluering af flergangsvarmejakken, der fik en flot samlet score, og på alle evalueringspunkter taler til fordel for flergangsjakken.
Tilmeld dig nyhedsbrevet 'Vores verden - vores ansvar'
Få råd, vejledning og information om, hvordan du bidrager til den bæredygtige omstilling af Region Midtjylland direkte i din indbakke én gang om måneden.
Stolthed over jakken
Flergangsvarmejakken er blevet til i regi af tekstilprojektet, som hører hjemme på regionens Center for Bæredygtige Hospitaler.
Tekstilprojektet er en del af EU-projektet Circular Economy Beyond Waste, som Region Midtjylland er tovholder på.
Her arbejder projektleder Maria Højholt Jensen tæt sammen med en arbejdsgruppe, der har repræsentanter fra bl.a. midtVask , klinikken og hygiejnesygeplejerske, på at gøre en del af regionens udvalg af hospitalstekstiler mere bæredygtige.
Og Maria Højholt Jensen glæder sig over den succesfulde afprøvning.
- Flergangsvarmejakken er designet ud fra cirkulære principper, hvor det vigtigste er, at levetiden er så lang, som overhovedet muligt. I projektgruppen er vi stolte af produktet og at afprøvningen er forløbet godt, siger hun.
Næste skridt for projektet handler for arbejdsgruppen om at afklare, om jakken er klar til at indgå i regionens uniformssortiment, fortæller Maria Højholt Jensen:
- Vi forventer, at varmejakken kommer ind i det regionale uniformssortiment, og at den snart kan tilkøbes af enhederne.
Jo før enheder køber jakkerne, desto hurtigere kan de komme ud på klinikken.