Bruger du for mange? Sådan kan der fjernes 12 millioner engangshandsker fra forbruget
I Region Midtjylland brugte vi sidste år 37 mio. engangshandsker. Cirka en tredjedel af dem kan spares ved at efterleve de infektionshygiejniske retningslinjer.
Medicinske engangshandsker er et helt centralt værnemiddel i generelle infektionshygiejniske forholdsregler. Men observationer tyder på, at op mod en tredjedel bliver brugt forkert og i situationer, hvor de slet ikke er nødvendige.
Det betyder, at risikoen for smittespredning stiger, og at vi har et overflødigt forbrug. Desuden kan forkert brug af engangshandskerne øge risikoen for hudproblemer.
Dette kan undgås ved at overholde de infektionshygiejniske retningslinjer, fortæller Svend Ellermann-Eriksen, der er cheflæge på Klinisk Mikrobiologi på Aarhus Universitetshospital:
Handsker skal bruges, når der er risiko for, at man kommer i kontakt med patientens sekreter eller ekskreter, eller når man har sår på hænderne. Vores intakte hud er en rigtig god barriere imod mikroorganismerne, og det er let at lave håndhygiejne mellem urene og rene procedurer, siger han.
Overforbrug svarer til 27 danskeres årlige CO2-udledning
Hvis de infektionshygiejniske retningslinjer blev overholdt, vil den potentielle besparelse i Region Midtjylland være omkring 12 millioner engangshandsker om året.
Det svarer til 36 tons plastikaffald, som ikke vil blive sendt til forbrænding, og som ikke vil udlede 312 tons CO2e.
CO2e-udledningen svarer til 27 danskeres årlige udledning. Derfor er der et stort potentiale i at reducere forbruget af engangshandsker.
I den nationale hygiejneuge, uge 38, gik hygiejneorganisationerne i regionen og Center for Bæredygtige Hospitaler sammen om at udbrede temaet om handskebrug. Besøg kampagnesiden her.
Hvornår bruger vi handsker?
Handsker anvendes, hvor der er risiko for synlig forurening af hænder og håndled, fx ved:
- håndtering af patienters udskillelser
- hjælp til nedre toilette og/eller bleskift
Har man ikke haft handsker på og udsættes for sådan en situation, kan man altid vaske hænder og efterfølgende udføre hånddesinfektion. Huden på vores hænder udgør en god barriere. Læs mere i retningslinjerne i e-dok.
Tilmeld dig nyhedsbrevet 'Vores verden - vores ansvar'
Få råd, vejledning og information om, hvordan du bidrager til den bæredygtige omstilling af Region Midtjylland direkte i din indbakke én gang om måneden.