Ændringer i affaldssorteringen: Fra bio til madaffald og skifte til mix
Der er opstået behov for at genoverveje to af fraktionerne i affaldsplanen, før implementeringen kan komme helt i mål.
22.05.2024
Regionsrådet har godkendt to ændringer til affaldsplanen.
Det drejer sig om bioaffald, der droppes til fordel for madaffald, og et skifte til mix i de kliniske og tekniske afdelinger.
- Vi forventer, at de to fraktions-ændringer vil reducere kompleksiteten omkring affaldssorteringen. Men ændringen indebærer øgede driftsomkostninger og potentielt reduceret genanvendelsesprocent. Det er en balancegang at gøre affaldssortering så nem og overskuelig i hverdagen som muligt, samtidig med at vi skal sikre mere genanvendelse, siger Tine Marie Andersen, der er projektleder for affaldsplanen.
Skift fra bioaffald til madaffald
Bioaffald-fraktionen er til organisk materiale. Det vil sige både madaffald og komposterbart engangsservice – fx de bionedbrydelige kopper. Men netop det komposterbare engangsservice har vist sig vanskeligt for borgere og ansatte at sortere korrekt.
Desuden stopper den eneste danske virksomhed, der kan foretage industriel kompostering, med at kompostere på deres anlæg. Det betyder, at bioaffald i fremtiden skal transporteres til udlandet, hvilket fjerner CO2-gevinsten ved kompostering.
Konsekvensen er, at det komposterbare engangsservice droppes sammen med bioaffald-fraktionen. I stedet bliver madaffald fremover den eneste fraktion til netop denne type affald.
- På den baggrund forventer vi at kunne sende mere korrekt sorteret madaffald til genanvendelse. Det er vigtigt, fordi når affald bliver sorteret forkert, så ryger hele fraktionen til forbrænding i stedet for genanvendelse, siger Tine Marie Andersen.
I stedet for bionedbrydelige kopper er det forventningen, at borgere fremover vil blive tilbudt almindelige engangskopper, der er nemmere at sortere korrekt. Desuden vil beholdere til madaffald fremover blive implementeret de steder, hvor man forventer, at der vil være madaffald.
Fakta om madaffald
I Danmark har vi et stort spild af mad. Ifølge affaldsanalysen udført på AUH i september 2021 udgør andelen af madaffald på hospitalerne næsten 20 procent af restaffaldet. Derfor kan vi både arbejde med at mindske vores madspild og med at genanvende det madaffald, som vi ikke kan undgå.
Madaffald har en høj kvalitet, og stort set al madaffald kan genanvendes. Det er derfor vigtigt, at vi sorterer mad til genanvendelse.
Madaffaldet kværnes i en affaldskværn, og der tilsættes vand, hvorved det bliver til biopulp. Biopulpen kan forgasses og blive til el og fjernvarme. Når biopulpen er afgasset, er der en rest tilbage. Denne rest er meget næringsrig og kan derfor anvendes som gødning på landbrugets marker. Den indeholder nemlig kvælstof, kalium og ikke mindst fosfor, som er en meget knap ressource.
Mix indføres på alle områder
I den nuværende affaldsplan skal de kliniske afdelinger – fx skyllerum, klinikker og ambulatorier - samt tekniske afdelinger som varemodtagelser og lagre sortere hård plast og blød plast hver for sig, mens øvrige afdelinger skal indsamle begge plasttyper i mix, der efterfølgende skal udsorteres maskinelt, før det kan sendes til genanvendelse.
For at forenkle sorteringen for de ansatte og gøre den interne og eksterne logistik lettere bliver mix implementeret på alle områder. Dog vil man på særlige lokaliteter med store mængder blød plast – fx sengeovertræk - kunne vælge at bevare den rene fraktion.
- Det er usikkert, hvordan den reelle genanvendelsesprocent vil blive påvirket af skiftet til mix. Ambitionen er, at mængden af sorteret affald øges, når sorteringen bliver mere enkel. Men når vi blander forskellige affaldstyper i mix, medfører det en forurening af materialerne, og der er risiko for, at noget af det genanvendelige materiale går tabt, da sorteringsmaskinerne ikke er 100 procent effektive til at sortere, siger Tine Marie Andersen.
Fakta om mix
Mix består af blød plast, hård plast, metal samt mad- og drikkekartoner. Når vi samler flere affaldstyper i den samme skraldespand, sparer vi plads. Og på steder, hvor vi ikke har så meget affald, undgår vi at skulle tømme næsten tomme skraldespande.
Mix-affaldet sendes til et sorteringsanlæg, der adskiller de forskellige affaldstyper. Plasten bliver sorteret fra, metallerne bliver sorteret i magnetiske og ikke-magnetiske metaller, og plasten bliver ved hjælp af NIR-scannere (nærinfrarød) sorteret i flere forskellige plasttyper. Scannerne kan også sortere kartonerne fra. Herefter kan de forskellige materialer genanvendes og indgå i nye produkter.
Ændringerne med fraktionerne mix og madaffald forventes at træde i kraft efter sommerferien.