Svanemærkning af hospitalsrengøringen
Regionshospitalet Randers blev i juli 2020 som det første hospital i Norden Svanemærket for rengøringen af hospitalet.
Regionshospitalet Randers blev i juli 2020 som det første hospital i Norden Svanemærket for rengøringen af hospitalet. Miljømærkecertificeringen er dokumentation på, at rengøringen lever op til skrappe miljøkrav.
Serviceafdelingen har fået Svanemærket ved at leve op til en række skrappe krav på rengøringsområdet. Det betyder bl.a., at alle de rengøringsprodukter, afdelingen anvender, er miljømærkede og bruges i de rette doser, fx ved hjælp af automatisk dosering. Afdelingen har også ændret forbrugsmønstre, så forbruget af unødige kemikalier er minimeret. Mærkningen krævede desuden, at både tekstilvaskeri og vinduespudser er svanemærkede. Medarbejderne er derudover uddannet til at håndtere bl.a. affald korrekt.
I arbejdet med at opnå Svanemærket har hospitalet også øget fokus på at reducere forbruget af plastikposer. Dette har også positiv effekt på arbejdsmiljøet, da færre skraldespande skal tømmes og flyttes, når der bliver vasket gulv, ligesom de miljømærkede produkter er mere skånsomme at arbejde med og fremstillet i genanvendelig emballage.
Arbejdet med svanemærkning har givet bæredygtighed en naturlig plads i fagligheden i Serviceafdelingen, bl.a. på undervisningsdage.
Udvalgte resultater
- Serviceafdelingen har reduceret forbruget af rengøringsmidler med 14,5% svarende til 379 liter på et år.
- Serviceafdelingen har øget andelen af miljømærkede rengøringsmidler fra 50-60% til 100%.
- Fra maj 2019 til januar 2020 reducerede Serviceafdelingen forbruget af plastikposer med 16,3% svarende til 2,4 ton plastik.
Medarbejdere i projektet
Dorte Baarup, servicechef
Charlotte Vejen, serviceleder
Kategorier
#Bygningsdrift
#Indkøb
#Miljøcertificering
#Plast
#Reduktion af forbrug
#Rengøring
#Tekstil