Sterilcentraler kan være storforbrugere af engangsemballage. RM er nu ved at undersøge, hvordan sterilcentralerne kan blive mere bæredygtige.

Mange sterilcentraler er storforbrugere af engangsemballager, som ofte ryger til forbrænding. Region Midtjylland er i gang med at undersøge, hvordan regionens sterilcentraler kan blive mere bæredygtige.

Når et instrumentsæt er rengjort, pakkes det som oftest i en engangsemballage og steriliseres, inden det sendes retur til operationsgangen. Her ligger instrumenterne trygt og sterilt, indtil pakken åbnes og sættet bruges igen. Emballagen smides i skraldespanden og ryger til forbrænding. Denne metode er rigtig god for hygiejnen, men rigtig dårlig for klimaet.

Spørgsmålet er, om man kan gøre denne arbejdsgang mere bæredygtig uden at gå på kompromis med kvaliteten? Det forsøger Region Midtjylland at finde svar på i det tværregionale testlab 'En bæredygtig sterilcentral'.

Projektet undersøger tre ting:

  • Hvilke typer emballage er mest bæredygtige?
  • Hvor meget af sterilcentralens engangsemballage kan skiftes til flergangsemballage – uden at gå på kompromis med hygiejne og kvalitet?
  • Hvordan kan vi gøre den engangsemballage, vi ikke kan undvære, genanvendelig, så materialerne ikke brændes, men i stedet genanvendes?

Sådan gør vi

Som det første er projektet i gang med at kortlægge forbruget på én af regionens sterilcentraler, altså undersøge hvor mange instrumentsæt, der klargøres og emballeres, og hvilke materialer de pakkes ind i. På baggrund af det, kan gruppen finde alternative indpakninger – fx metalbeholdere, der kan bruges flere gange, men også engangsemballager, der er fremstillet, så de kan affaldssorteres og materialerne genanvendes.

En livscyklusanalyse skal gøre det muligt at sammenligne både økonomi og klimaaftryk på de forskellige løsninger: engangsemballagerne, som mange af sterilcentralerne i regionen bruger i dag og en løsning med metalbeholdere, der kan rengøres og bruges igen, som det allerede sker på nogle af sterilcentralerne. I et andet spor undersøger testlabet alternativer til de såkaldte autoklaveposer og om disse kan designes anderledes.

Til sidst skal en række prøvehandlinger vise, hvordan eventuelle nye løsninger fungerer i praksis, og hvad det betyder for arbejdsgange og arbejdstid.

Medarbejdere og afdeling

Rekha Simoni Kotyza, afdelingssygeplejerske, Regionshospitalet Randers

Lærke Dahl Klausen, projektleder, Center for Bæredygtige Hospitaler

Maria Gaden, faglig leder, Center for Bæredygtige Hospitaler

Karin Bundgaard, postdoc., Aalborg Universitet

#Affaldssortering
#Engangs til flergangs
#Genanvendelse
#Genbrug
#Indkøb
#Klinisk udstyr
#Plast
#Reduktion af forbrug

Lærke Dahl Klausen Lærke Dahl Klausen

Lærke Dahl Klausen

CØ-rådgiver

Puljeprojekter, bæredygtighedskataloget

+45 2152 4175

laerke.dahl@rm.dk

 

Dette projekt bidrager til sporet cirkulær økonomi Dette projekt bidrager til sporet cirkulær økonomi

Spor: Cirkulær økonomi