Flergangsudstyr i øre-, næse- og halskirurgi
Øre-, næse- og halskirurgi på AUH har undersøgt om sutursæt, medicinbægre og sondeflasker kan bruges flere gange for at reducere metal- og plastaffald.
Øre-, Næse- og Halskirurgi på Aarhus Universitetshospital har undersøgt om sutursæt, medicinbægre og sondeflasker kan bruges flere gange, så der sker en reduktion af metal- og plastaffald. Projektet har vist, at der stadig er mangler i markedet for udstyr, der ikke smides ud efter én gang.
18.000 medicinbægre, 4800 sondeflasker og 705 sutursæt er indtil nu hvert år røget i affaldssækken på afdelingen for Øre-, næse-, og halskirurgi. Derfor har afdelingen undersøgt om de kunne udskifte medicinbægre, sondeflasker og sutursæt med et materiale, der er vaskbart eller som er af et genanvendeligt materiale.
Afdelingen undersøgte, hvilke sutursæt medarbejderne foretrak. Det viste sig, at behovet kunne dækkes med vaskbare sutursæt, der allerede fandtes, så nu har afdelingen skiftet.
I jagten på medicinbægre der kan bruges flere gange er det endnu ikke lykkedes afdelingen at finde en løsning, der dækker alle behov. Silikonebægre tager kalk til sig fra opvaskeres, og stålglas har ikke den rigtige funktionalitet. Afdelingen arbejder pt videre sammen med leverandører på at finde et godt alternativ til engangsbægre.
I forhold til sondeflasker har afdelingen måttet opgive at gå fra engangs til flergangs. Leverandørerne oplyser, at kravene til sondeflasker er høje, og at de derfor anbefaler at bruge engangsflasker, men at sende plasten til genanvendelse. Så det vil afdelingen arbejde på at kunne.
Udvalgte resultater
- Skift til flergangssutursæt
- Samarbejde med leverandør om at udvikle flergangsmedicinbægre