Plastaffald fra tre hospitaler blev til en legeplads
Plastaffald fra hospitalerne i Randers, Horsens og Aarhus er er blevet støbt om til legeredskaber på 'Den Cirkulære Legeplads' ved Regionshospitalet Randers.
Personalet på hospitalerne i Randers, Horsens og Aarhus har gennem to år sorteret plastaffald fra. De mange brugte dunke fra sterilt vand, plastikslanger fra bedøvelsesapparater og andet affald er blevet støbt om til legeredskaber på 'Den Cirkulære Legeplads' ved Regionshospitalet Randers. Alt i alt er der udledt 54% mindre CO2e på at anlægge denne legeplads i forhold til en legeplads i ny plast.
En genbrugslegeplads, der kan genbruges
Fra februar 2020 til juni 2021 indsamlede hospitalspersonalet i alt 4,5 tons plast af typerne PP og HDPE til projektet. Det blev indsamlet på Regionshospitalet Randers, Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Horsens.
Der er brugt 300 kilo affaldsplast fra hospitalerne på legepladsen – det svarer til 4.478 tomme dunke med sterilt vand eller cirka 1000 anæstesislanger.
Legepladsens store klatrestruktur, BLOQX, er støbt af 75% plastaffald fra hospitaler og 25% ny plast. Den nye plast et tilføjet for at sikre den nødvendige styrke og holdbarhed.
I de øvrige legeredskaber indgår affaldsplast fra verdenshavene, i stolper indgår genbrugt tekstil, og underlaget består delvist af materiale fra aflagte sko.
Alle materialerne på legepladsen kan genanvendes, når de engang skal skiftes ud. Alt i alt er der udledt 54% mindre CO2e på at anlægge denne legeplads i forhold til en legeplads i ny plast.
Projektet har både fokus på de sociale og miljømæssige aspekter af bæredygtighed. Ordet legeplads skal derfor forstås i sin bredest mulige forstand: et inkluderende offentligt aktivitetsrum, hvor der er fokus på sundhed og trivsel for alle. Pladsen åbner sig op mod byen, er kørestolsvenlig og indbyder til fællesskab og bevægelse for alle aldersgrupper.
Et uventet partnerskab bag
Projektet CirkulærPlay skal både fremme genanvendelsen af plastaffald i Danmark og vise værdien af et godt offentligt-privat partnerskab. For hvis man vil skabe et cirkulært livsforløb for et produkt, så kræver det, at hele værdikæden arbejder sammen på tværs, fra producent over bruger til affaldshåndtering og på tværs af offentlige og private aktører.
Projektet CirkulærPlay er et partnerskab mellem Region Midtjylland, Compas, Randers Kommune, Dansk Affaldsminimering og KOMPAN. Det fælles udviklingsarbejde har stået på i to år.
Samarbejdet opstod i sommeren 2019. Legepladsproducenten Kompan var på jagt efter affaldsplast, der var rent og velsorteret nok til at indgå til at blive forarbejdet til ny plast. Region Midtjylland var i gang med at undersøge, hvordan regionens hospitaler kunne få mere af sit affald genanvendt. De to parter blev ført sammen af Compas, som er strategicenter for cirkulær økonomi.
Vejen fra affaldsplast til færdigstøbt legeplads
I løbet af perioden har partnerskabet udviklet en fælles værdikæde:
- Hospitalerne indsamler plast, der er egnet til genanvendelse. Det er plast af typerne PP og HDPE, og som både hygiejnemæssigt og sikkerhedsmæssigt er forsvarligt at genanvende. Det kan fx være engangsslanger fra bedøvelsesudstyr eller tomme dunke fra rengøringsmidler og sterilt vand.
- Dansk Affaldsminimering forarbejder plasten til et granulat, som kan bruges i støbning af ny plast.
- Kompan har udviklet den optimale sammensætning af ny og gammel plast, så der genanvendes mest mulig plast uden at gå på kompromis med kvalitet og sikkerhed.
- Legepladsen er blevet bygget på hospitalets område, så den kommer både patienter og byens borgere til gode.
Der er store perspektiver i at genanvende plast, dels fordi plast kan smeltes om mange gange og dels fordi der er store mængder affaldsplast på verdensplan, som burde kunne genanvendes, og dermed erstatte råolie.
Når man genanvender plast kan det være en udfordring at få nok plast af samme type til at have en kontinuerlig produktion. Altså at mængderne er store nok, og at plasten er grundigt sorteret. Det er også en udfordring, at plastprodukter er designet, så flere plasttyper er sat sammen.
Verdensmålene inspirerer
Legepladsen er et konkret eksempel på en business case, der både er skabt ud fra FN's verdensmål og i partnerskab mellem offentlige institutioner og private virksomheder. Projektet viser vejen for, hvordan vi i Danmark konkret kan fremme genanvendelsen af plast ved at arbejde med cirkulær økonomi og verdensmålene.
Projektet tager udgangspunkt i fire verdensmål:
- Nr. 3 - projektets fokus er overordnet i forhold til sundhed og trivsel.
- Nr. 11,7 – at skabe universel adgang til sikre, inkluderende og tilgængelige, grønne og offentlige rum, for kvinder, mænd og børn, for ældre mennesker og for personer med handicap.
- Nr. 12,5 – at reducere affaldsmængden væsentligt gennem forebyggelse, reduktion, genvinding og genbrug.
- Nr. 17 – at skabe effektive offentlige partnerskaber, offentligt-private partnerskaber og civilsamfundspartnerskaber, som bygger på erfaringer og ressourcestrategier fra partnerskaber.
Projektet har kørt som et testlab under Center for Bæredygtige Hospitaler
Partnerne bag Den Cirkulære Legeplads
Kompan bygger lege- og fitnesspladser og er producenten bag legepladsen.
Region Midtjylland har indsamlet affaldsplast, der er støbt om til legestrukturer. Legepladsen ligger ved Regionshospitalet i Randers. Projektet har kørt som et testlab under Center for Bæredygtige Hospitaler
Dansk Affaldsminimering har forarbejdet plastaffaldet, så det kan bruges til at støbe ny plast.
Partnerne bag Den Cirkulære Legeplads
Randers Kommune er myndighed for legepladsen og deler driften af legepladsen med hospitalet. Samtidig har kommunen flere plastvirksomheder og stor know how inden for genanvendelse af plast.
Compas er et internationalt strategicenter for cirkulær økonomi og har været projektadministration.
Tine Rolapp
Bæredygtighedskonsulent
Regionshospitalet Randers, HR - staben
M: 2023 3877