Fra livretter til lagner - se årets bæredygtighedsprojekter
19. november 2021
Alt fra sutursæt og sæberester til livretter og lagner bliver undersøgt i de projekter, der i 2021 har fået penge fra 'Puljen for udvikling af bæredygtige hospitaler'.
Puljen giver op til 100.000 kr. til projekter, der undersøger, hvordan den kliniske praksis kan omstilles, så den bliver mere bæredygtig. Puljen administreres af Center for Bæredygtige Hospitaler, og projketerne drives af medarbejdere og leder på hospitalerne.
- Kvindesygdomme og fødsler på Hospitalsenhed Midt undersøger, om vi kan finde eller udvikle et mere bæredygtigt alternativ til 'blå stykker'. I 2020 brugte Region Midtjylland 1.021.989 blå stykker, og materialerne er svære at genanvende.
- Øre- næse- og halskirurgi på AUH vil udskifte sutursæt, medicinbægre og sondeflasker fra engangsartikler, der smides ud efter brug, til flergangsartikler, der kan steriliseres og bruges igen.
- Hospice Limfjorden undersøger, hvordan man kan undgå, at store mængder medicin kasseres efter afdøde patienter. Hospice Limfjorden anslår, at der på årsbasis alene på det ene hospice destrueres medicin for 1,175 mio. kr.
- Når sæbedunken på en instrumentvasker skal skiftes, er kun 75-90% af sæben brugt. Teknisk afsnit på Hospitalsenhed Midt undersøger, om vi ikke kan finde og 3D-printe en bedre løsning på det – uden at gå på kompromis med tekniske og hygiejeniske standarder.
- Obstetrisk afdeling på Hospitalsenheden Vest spørger de fødende familier, om de har ideer til mere bæredygtig indlæggelse. Samtidig udvikler og tester afdelingen en ny organiseringsform, der skal sikre at fokus på bæredygtighed fastholdes – selv i en travl hverdag.
- Kan vi undgå 4500 gange print og scan om året med en digital løsning? Det undersøger Røntgenafdelingen i Hospitalsenheden Vest. Afdelingen vil også undersøge om de kan optimere forbruget af kontrast og redskaber i plast.
- Sterilcentralen på Regionshospitalet i Horsens undersøger, om vi kan sænke antallet af energitunge om-steriliseringer ved at implementere en ny forsegling.
- MidtVask vil undersøge, hvorfor vi ender med at kassere 18 ton tekstiler hvert år? Og om det i højere grad kan mimimeres via design, adfærd og levetidsforlængelse?
- Hospitalskøkkenet på Regionshospitalet Horsens vil undersøge, om vi både kan øge ernæringsindtaget og mindske madspild med et nyt menukoncept, hvor køkkenet i højere grad laver den mad, den forskellige patientgrupper foretrækker.
Resultaterne for årets bæredygtighedsprojekter offentliggøres her på siden i det nye år.
Læs mere om Pujlen for Udvikling af Bæredygtige Hospitaler